Har corona vist os, at vi kan undvære kunsten?

Corona, nedlukning, restriktioner, aflysninger, kompensation, teststrategi, vaccinepas, kontakttal og vi kunne blive ved, med at pege på elefanten i rummet. **Nedturen** ingen har lyst til at tænke på, eller tale om, men som har været virkeligheden i mere end et år. Her kan du læse om hvordan corona-krisen har påvirket Iris Bakker Studio, og hvordan man klarer sig igennem en nedlukning af samfundet, som selvstændig kunstner, der lever af at tegne fremmede til events, hvor mange mennesker er samlet.

Af Camilla Bevensee

”Det er faktisk lidt svært at huske, for på en eller anden måde prøver man jo at fortrænge det lidt. Men ved den første nedlukning blev alt hvad jeg havde planlagt, alle events, alting blev bare aflyst fra den ene dag til den anden,” fortæller Iris, da jeg efter en del cirkulering om emnet, endelig griber den varme kartoffel, og beder hende stille skarpt på den sundhedskrise, der har holdt verden i et jerngreb de sidste 15 måneder.

I Iris Bakker Studio var kalenderen fyldt op med bookinger til events og projekter hele foråret. Da regeringen lukkede landet, kunne Iris rive alle de tætskrevne kalenderblade ud, i takt med at opgaverne blev aflyst eller udskudt. Det virker jo umiddelbart som en angstprovokerende situation at befinde sig i som selvstændig, men Iris fortæller, at hun grundlæggende var ret rolig under den første nedlukning.

”Set i bakspejlet, og det er måske ikke rigtigt, men jeg tror faktisk, at jeg tog nedlukningen ret roligt. Jeg tænkte, at det nok hurtigt ville gå over. Jeg havde gang i en god forretning, folk ville gerne have mit produkt, og det ville stadig være noget værd når corona forsvandt igen. Så jeg chillede bare lidt, og tænkte at jeg ville vende tilbage med fuld hammer, når man kunne det.”

Iris havde ret. Ikke i at corona-virussen var noget, der bare ville gå hurtigt over, men i at hendes produkt også var noget værd, på den anden side. For da en lang april- og maj-måned var overstået, og restriktionerne begyndte at blive løftet, begyndte bookingerne også at komme ind igen.

”Jeg kom ud til alle mulige sjove events. Blandt andet var jeg ude og tegne til Maltfabrikkens åbning ude i Ebeltoft, jeg var til Søren Ryges 70-års fødselsdag, jeg var til Tørring byfest, og alle mulige andre sjove events rundt omkring. Jeg fik totalt gang i den igen, og fordi jeg lige havde haft en lang periode, hvor der ikke havde været noget at lave, og fordi det også var en økonomisk udfordring i at komme igennem den periode, tog jeg bare alle jobs ind. Fuldstændigt uden at overveje om jeg kunne holde til det,” fortæller Iris.

Den ro til at fordybe sig, bruge tid på sig selv og producere en masse kunst, som mange kunstnere oplevede under nedlukningen, kunne Iris ikke bruge til noget, og hun kom først ordentligt i gang med at arbejde, da samfundet åbnede igen og der kom liv i byen.

”Der var bare liv derude. For mig så giver liv energi til mere liv og mere energi. Det der med at der var mange kunstnere der endelig fik ro til at fordybe sig og finde tilbage til sig selv under corona-nedlukningen, det kan jeg ikke rigtigt genkende. Jeg havde det modsat. Det er liv, der giver energi til mit arbejde og ikke ro. Ro giver energi til nogle andre ting, selvreflektion og sådan noget, men ikke til at arbejde.”

Tror du, at du er en atypisk kunstner på det punkt?

”Jeg tror, at der er en masse, der har det ligesom mig, men jeg tror der er flere af de lidt indadvendte kunstnere, som trives i at have ro omkring sig og sidde i deres atelier. Der er fx også mange kunstnere, der ikke har lyst til at vise deres værker når de er i en proces. De vil først vise deres værker, når de er færdige. Og det kan jeg virkelig også godt sætte mig ind i, men jeg synes jo at det er megasjovt at folk kigger mens jeg laver det, for så er de også med når det går galt, og så bliver jeg ligesom nødt til at stå ved, at det måske ikke gik så godt. Det synes jeg også er lidt spændende,” reflekterer Iris ud ad en tangent, inden jeg hiver hende tilbage til at snakke om corona-krisen og genåbningens betydning.

Den bølge af liv og energi, der skyllede ind over det danske sommerlandskab i hælene på genåbningen af samfundet, tog os i Iris Bakker Studio med sig. Med tegnekiosken på ryggen og et kamera i hånden, sluttede jeg mig i starten af juni til et arbejdsmaraton, der skulle vise sig at blive afgørende for Iris Bakker Studio.

”Jeg havde så meget indebrændt energi. Hen over sommeren, var der virkelig knald på. Vi lavede jo ikke andet end at arbejde. Da jeg var i det, tænkte jeg ’for helvede hvor er du dum. Du havde lige lært at det faktisk var en god idé at sige nej til nogle ting og sørge for at passe på dig selv. Nu har du lavet det her program for dig selv, hvad fanden laver du?’. Men det har så vist sig bagefter at være rigtig godt, for så blev landet jo lukket ned igen, og så har jeg haft mindre økonomisk bekymring, fordi jeg nåede at tjene penge i juni, august og september.”

Hvordan har du ellers klaret det økonomisk under corona?

”Jeg har fået kompensation for foråret og hen over vinteren nu her, men det er jo ikke nok til, at man kan leve af det. Så jeg var virkelig heldig, både at jeg havde penge under første lock-down, inden der kom kompensationer, og at jeg havde mulighed for at arbejde så meget i sommer.”

Så lukkede det jo ned igen, hvordan har anden nedlukning været for dig?

”Hård. Meget værre end den første.”

Hvorfor?

”Jamen fordi jeg begyndte at sætte spørgsmålstegn ved om min strategi med bare at lade som om det var en lille slags ferie, og lade som om alt ville blive godt igen, og at folk sikkert gerne vil have mit produkt igen på den anden side.”

Hvad var det du tvivlede på?

”Jeg blev simpelthen mere usikker på om verden vil være så forandret efter corona, at folk ikke vil synes at det er spændende mere, det jeg laver. Det kan jeg godt indimellem have en følelse af, sådan ’åh nej, folk vil nok ikke have min kunst mere, lige om lidt’. Andre gange har jeg det jo sådan ’hvor er det åndsvagt, hold dog kæft, selvfølgelig vil de det, de har netop brug for det nu, hvor de ikke har været ude så længe’. Men det første er ligesom begyndt at fylde.”

Hvad er problemet i det?

”Fordi det er begyndt at fylde, så er det også sværere at stole på, at jeg bare skal tage det roligt og så vente på at stormen er drevet over. Det virker nogle gange som en dårlig plan. Så det er ligesom min kamp at finde ud af hvad der er den rigtige måde at deale med det her på i forhold til min virksomhed. Er det rigtigt at lave hele strategien om, og lave en ny online strategi, eller prøve at satse på nogle andre ting, eller skal jeg bare lige være lidt mere tålmodig? Der vil jeg så sige at tålmodighed ikke er mit største karaktertræk. Jeg er rimeligt utålmodigt anlagt. Jeg synes jeg er rastløs og det æder mig op. Samtidig bliver jeg jo som sagt inspireret af, at der er liv og livlighed, så jeg har bare ikke noget gåpåmod for at komme i gang, nu hvor det meste stadig er lukket ned. Jeg synes det er hårdt for tiden.”

Hvad kan nogle af konsekvenserne blive i forhold til, at kunsten har været lukket ned og at den ikke har førsteprioritet til at blive åbnet tror du?

”Jeg håber at folk oplever at de savner det, og at det har betydning for dem, og at folk på den måde bliver mere bevidste om hvor meget det er værd. At folk bliver mere villige til at betale for en koncertbillet. Af en eller anden underlig årsag, så er min mavefornemmelse at vi skal hjælpe musikerne, for de kan jo ikke komme ud og lave nogen koncerter, og det er jo der de føler sig forbundet til deres publikum og omvendt. Så jeg håber at folk bliver mere villige til at prioritere at betale for at tage til koncerter og den slags ting.”

Hvad kan de negative konsekvenser være?

”Jeg frygter, at der er mange der har opdaget, at de slet ikke har brug for kunst, så det kan de bare lade være med at opsøge fra nu af og så spare de penge. Og det er jo en frygt der er svær at lade være med at dømme. Jeg har jo lyst til at være sådan ’hold nu op, det er latterligt, selvfølgelig har folk brug for kunsten’, men det kan være helt vildt svært at holde fast i, fordi kunsten er blevet prioriteret så lavt fra politisk side.”

Hvorfor har de brug for det?

”Det kan man jo se. Folk er jo ulykkelige. Ej, men de har jo brug for at føle sig forbundet og føle sig som en del af et fællesskab. De har brug for at blive inspireret og for at blive spejlet i andet end ord. Og jeg mener jo egentlig vi. Det er fordi vi har brug for at verden handler om mere end bare os selv. Lige nu handler verden fandme meget om en selv og ens egne bekymringer og begrænsninger, og det skal vi hæve os lidt over igen, igennem kunsten.”

Læs vores første slow conversation om hvordan kunsten kan skabe forbindelser mellem mennesker her.

Hvor er vi nu?

To måneder er gået siden vi gjorde status og så tilbage på corona krisen, og samfundet er allerede et helt andet end det, hvor der muligvis ikke var plads til kunsten, og hvor Iris Bakker Studios kalender stadig var deprimerende tom. Nu, i juni måned, er stemningen anderledes optimistisk. Vi har været ude i verden og tegne mennesker, og menneskerne har stadig brug for os, og for kunsten.

”Der er en helt anden optimisme nu. De forskellige institutioner og kunder kan se for sig, at deres events bliver til noget, og at det er muligt at afvikle dem med hensyn til eventuelle nye stramninger af restriktionerne. Det betyder at de tør at række ud og booke mig, så kalenderen bliver lige så stille lidt mindre tom,” fortæller Iris, der brød otte måneders dødvande, da hun tegnede rekordmange på glasfacaderne i Kuben, på torvet i Horsens den 15. maj.

”Jeg havde ret lave forventninger til at komme i gang igen, for det kræver en del energi sådan at være ude blandt folk og interagere med dem imens jeg tegner. Men jeg havde åbenbart en masse energi i mig, og jeg har aldrig tegnet så mange portrætter på så kort tid,” forklarer Iris, der fik tegnet hele 91 af de forbipasserende på kun tre timer.

Overskuddet er på vej tilbage, både i samfundet og hos os i Iris Bakker Studio, men spørgsmålet om hvordan vi prioriterer når vi ikke har det, i krisetider, og når vi er pressede, er stadig ubesvaret. Bekymringerne, den manglende energi og en følelse af at blive overset var aldrig ubegrundede. Det er svært at se hvad der skulle have været gjort anderledes, hvordan man skulle have prioriteret kulturen i forhold til folkesundheden, for der er ingen tvivl om, at hvad der er vigtigst når det er et spørgsmål om at redde liv.

Alligevel skal vi turde at reflektere over og lære af det vi som samfund har gennemlevet, og de konsekvenser det måske kommer til at have på længere sigt, når vi alle sammen har en fyldt vaccinationsbog, et evigt coronapas, og det ikke længere er et spørgsmål om at inddæmme mutationer og holde afstand, der fylder.