Kunst kan være mange ting, have mange udtryk og endnu flere budskaber. Når der bliver spurgt hvad ’god kunst’ er, og hvor grænsen går mellem kunst og ikke-kunst, kan det være et tegn på, at spørgeren måske ikke har forstået fænomenet og derfor spørger ud fra en falsk præmis om, at kunst kan bestemmes objektivt og uden for den individuelle opfattelse, som en almengyldig dom over det udtrykte.

Af Camilla Bevensee

Kunst handler for os i Iris Bakker Studio, om mødet mellem mennesker, og forbindelsen der skabes i det møde. Det vil ofte være en indirekte forbindelse, hvor det er den, der oplever kunsten, der kan føle sig forbundet til værket eller det, værket vækker i vedkommende.

”Jeg tror mit succeskriterie for hvad jeg synes er ’god kunst’, det er, at der er en eller anden form for forbundethed. Det kan være en følelse jeg får når jeg kigger på et værk. En følelse af, at jeg fx føler mig forbundet til naturen, hvis det er et værk med eller om naturen. Det kan være, at jeg føler mig forbundet til kunstneren, hvis jeg kan mærke vedkommendes følelser i kunstværket. Men det kan også være, at jeg bare føler en eller form for forbundethed til mig selv, fordi det minder mig om noget inde i mig,” siger Iris, en dag vi har sat os, for at have en langsom samtale om kunst, og om den måde hun laver kunst på.

”Det er jo ikke bare mig, der sidder i mit atelier og laver noget. Det jeg laver, involverer andre mennesker. Helt konkret betyder det, at jeg bruger nogen der er fysisk til stede, som mine modeller mens jeg arbejder. Tit bliver det en meget intens oplevelse, fordi jeg sidder og stirrer på folk. Oplevelsen af at blive tegnet bliver også en del af værket. Eller måske er det i virkeligheden det primære værk. Oplevelsen af at være med, bliver det der er selve værket.”

Det lyder måske lidt vagt, og det er nemmere at forstå, når man selv har prøvet det. Men kunsten, og den kunst Iris laver, giver på den måde mulighed for at skabe en forbindelse mellem to fremmede. Den følelse, af at være forbundet, tror vi på, at vi har brug for, for at have det godt.

Den følelse af nærvær, der opstår i forbindelsen mellem mennesker, er ikke produktet af et budskab om at ’gribe dagen’ eller om, at man hele tiden skal være til stede i nuet, for at leve et godt liv. Det er nærmere en oplevelse af at være opmærksom på den anden person, den der sidder over for én, og turde at blive i den opmærksomhed, forklarer Iris mig. En opmærksomhed, der bliver forstærket i den måde Iris portrætterer de gæster eller forbipasserende hun tegner på, når vi er ude til events.

”Jeg arbejder jo blandt andet med blindtegning, som betyder, at jeg tegner uden at kigge på papiret. Det vil sige, at jeg sidder, og stirrer kun på den der sidder overfor mig, mens jeg tegner vedkommende. Mine hænder lever deres eget liv. Det giver en intens situation, hvor man bliver nedstirret samtidig med, at man bliver dokumenteret. Jeg beder også folk om at kigge på mig i stedet for at kigge ned på tegningen, så jeg har ofte øjenkontakt med en fremmed, i lang tid ad gangen,” fortæller Iris, da jeg beder hende forklare hvordan hun arbejder.

De forbipasserende bliver inviteret til at sætte sig og blive portrætteret, og fordi blindtegning kræver stor opmærksomhed fra kunstneren, er der også en tendens til, at den portrætterede er mere til stede i situationen, end hvad de er vant til at være i deres hverdag.

”Vi lever i en tid hvor mange er gode til at aflede sig selv og sørge for at blive distraherede hele tiden. Så snart man keder sig, stirrer man på sin telefon. I den her situation er der ikke en flugtvej. Du kan ikke bare tage din telefon op og sidde og kigge på den, det er for uhøfligt. Det gør, at man bliver tvunget til at være fastholdt, dels i kontakten, men også i sig selv,” uddyber Iris.

Det virker til, at folk altid bliver overraskede over hvor intenst det er. Tit ender der med at være lidt kødannelse til sådan et event, hvor folk står og kigger på, mens andre bliver portrætteret. Alligevel, når de selv sætter sig, bliver de overraskede over hvordan det føles at sidde der.

”Jeg tror det bliver intenst fordi vi ikke er særlig vant til at omgås fremmede mennesker i intime situationer. Ja, måske er det mere intimt end det er intenst faktisk. Fordi det er intimt, bliver det så intenst. Det tager jo lige et par minutter at blive tegnet, så der er også det aspekt af det, der er at sidde der, og bare være til, der gør oplevelsen intens,” forklarer Iris.

Når vi er ude og tegne på den måde, møder vi alle slags mennesker. Det er ofte til folkelige events, som byfester eller åbninger af kulturelle steder, eller til private events, hvor hele den pukkelryggede er inviteret. Der er både unge og gamle, børn og deres forældre, og det er en ny oplevelse hver gang, som det er min opgave at forevige. Billeder på de sociale medier, beskrivelser og video, er ikke nok til at forklare den dynamik, der opstår. Det er ikke til at forudsige hvordan energien vil være i mødet med den enkelte, og det er meget forskelligt hvordan dem, der bliver portrætteret, reagerer når de sidder i situationen og bliver tegnet.

”Nogle sætter sig bare helt stille og roligt og tager situationen ind. Der kan jeg godt få en idé om, at det er nogen der er vant til at være meget sammen med sig selv og være i ro. Der også nogle der bliver rørte og bevægede over det. Så er der også dem, der forklarer at de føler sig meget set og begynder at fortælle alt muligt som de ellers går og holder inde,” fortæller Iris.

Hvad fortæller de?

”Der var en der fortalte, at han havde fået diagnosticeret kræft, men at han ikke havde fortalt det til sin familie endnu, fordi han ikke havde lyst til at gøre dem kede af det. Egentlig er det tit nogle ret voldsomme og store ting, som folk går og bærer rundt på, og som de pludselig ser deres snit til at komme ud med, til en de aldrig skal se igen og som ikke vil konfrontere dem med det.”

Det lyder lidt hårdt?

”Ja, men der er heldigvis også nogen der bare begynder at grine helt vildt. Både fordi de synes det er akavet, men det kan også være fordi de bare synes, at det er megamærkeligt eller sjovt. Det kan være de synes, at det er noget underligt noget det her, eller bare synes det er voldsomt at få så meget opmærksomhed.”

Hvordan er det at være dig i de situationer?

”Det kan godt være en voldsom oplevelse for mig, også selvom energien er mest positiv. Jeg er træt efter sådan en session på tre til fire timer. Undervejs rummer jeg så mange mennesker, som kommer med alt muligt forskelligt, både godt og dårligt. Men jeg er også helt vildt glad og fyldt op, fordi jeg har følt mig forbundet med så mange mennesker undervejs.”

Hvad giver det dig at arbejde på den måde?

”Det er jo nok min egen følelse af forbundethed, der også motiverer mig til at lave kunst. Både min forbundethed til mig selv, men også til andre mennesker. Det er en måde at møde verden på. I det jeg laver, bærer jeg folk ret meget, holder dem på en eller anden måde. Og ikke nødvendigvis på en negativ måde.”

Hvordan holder du dem?

”Når der sætter sig nogen for at blive tegnet, og som i den proces bliver konfronteret med hvordan andre ser dem, eller hvordan de ser sig selv, så kræver det, at jeg forholder mig i ro, og at jeg har styr på hvem jeg er, for at jeg kan rumme dem på en god måde, så det ikke ender med at blive en ubehagelig oplevelse. På den måde, bliver det jo hver gang jeg tegner, en øvelse i at holde mig sig selv, og en øvelse i også at blive i mig selv, og ikke gå over og tage deres selvværdsproblemer eller usikkerheder på mig.”

Er det svært?

”Det synes jeg. Det er rigtig svært at blive ved med at lykkes med det. Det er en øvelse. Jeg er slet ikke sikker på at jeg lykkes med det hver gang, men det er det jeg går efter.”

Synes du det er en interessant måde at arbejde på?

”Jeg synes faktisk det er ret spændende, fordi det, helt konkret, er en forbindelse mellem mig og den der sidder der og bliver tegnet, men et eller andet sted handler det ikke om mig. Det er en forbindelse til noget de også har inde i sig selv, som egentlig er det der kommer i spil. Og DET synes jeg er spændende. Det er spændende ligesom at kunne facilitere, at folk kommer i kontakt med et eller andet inde i sig selv.”

Er det det, der driver dig kunstnerisk?

”Det der driver mig, er nok muligheden for at møde nogen i min kunst. Tit har jeg en idé om, at når jeg ser andre kunstnere, så er de drevet af noget de gerne vil udtrykke, et budskab eller en værdi. Jeg har også et budskab, der handler om nærvær, men jeg tror ikke jeg vil udtrykke nærvær og male hvordan det ser ud, men mere er at jeg vil have folk til at opleve det.”

Så du vil give folk en oplevelse af nærvær?

”Ja, jeg tror nærvær i relationen til andre, er fuldstændig essentielt for at have et godt liv og føle tilknytning til andre mennesker. Og det behøver ikke at være ved at have en livspartner som man har været gift med i 40 år, det kan sagtens være i et kort øjeblik med en man ikke kender.”

Så hvad vil du gerne opnå med din kunst?

”Jeg håber, at det folk tager med derfra, når de er blevet tegnet eller har set andre blive tegnet, er en påmindelse om nærværet og hvor vigtigt det er. At de bliver mindet om, at de så også godt kan holde øjenkontakten med deres mand eller deres børn fem sekunder længere. Eller med kasseekspedienten eller buschaufføren. Jeg håber at folk bliver mere forbundne og finder modet til at være nærværende sammen med andre, og måske fremmede mennesker, i oplevelsen af min kunst.”

udgivet den 18. april 2021